Knudshoved Fyr

Drift af outdoor-faciliteter

Photo: Daniel Villadsen

Den stigende interesse for outdoor-aktiviteter gavner både folkesundhed, turisme og bosætning, men kræver, at infrastruktur og servicefaciliteter i naturen vedligeholdes og udbygges. I projektet udarbejdes et katalog over driftsmodeller for outdoor-faciliteter.

Danskerne er vilde med at være aktive i naturen – en tendens der kun har taget yderligere fart under corona. Aldrig før har der været så mange overnatninger i Naturstyrelsens shelters, antal gennemkørsler på MTB-sporene og medlemmer af vandsportsforeningerne. Samtidig er der en stigende interesse fra udlandet i at arrangere aktive outdoor-ferier i den danske natur.

Den stigende interesse for outdoor-aktiviteter er positivt både i forhold til folkesundhed, bosætning, turisme og lokal udvikling i mange kommuner. Derfor er det vigtigt at understøtte og fastholde udviklingen.

Flere motionister og turister slider dog også på de eksisterende faciliteter – og gode faciliteter er helt afgørende for at kunne fortsætte den positive udvikling og for at sikre hensynet til naturen og til hinanden, når så mange færdes i naturen.

Dansk Kyst- og Naturturisme er derfor gået sammen med Danmarks Idrætsforbund og OnTrail med det formål at sikre ny viden og inspiration til drift og finansiering af outdoor-faciliteter. Det er nemlig vanskeligt at finde finansiering til anlæg og endnu sværere at finde midler til drift af outdoor-faciliteter i Danmark.

I projektet gennemføres en omfattende kortlægning af, hvordan outdoor-faciliteter driftes i Danmark. Der tages udgangspunkt i rekreativ infrastruktur med tilhørende servicefaciliteter med et særligt fokus på friluftsliv, outdoor-idræt og turisme. Det kan bl.a. være MTB-spor, orienteringsløbsbaner, ridestier, løbestier osv., men også P-pladser, vandposter, toiletter og skraldespandstømning, der alt sammen er relevant for de gode naturoplevelser.

Kortlægningen skal belyse forskellige former for finansiering og bidrag til drift – lige fra den frivillige ordning i foreninger, over offentligt finansieret, til den 100% kommercielle model. Der indsamles cases fra både Danmark og nabolande for at udvide kendskabet til mulige driftsmodeller og for at indsamle inspiration til nye driftsformer i en dansk kontekst.

Kortlægning og cases formidles i et samlet katalog til inspiration for de mange forskellige aktører på outdoorområdet – både offentlige og private.

Christine Jürgensen
Vil du vide mere?

Specialkonsulent

cju@kystognaturturisme.dk