wix logo

Wix hjemmeside

Photo: Wix

Wix er et gratis hjemmesideværktøj, der med en stor base af prækodede og veldesignede skabeloner er nemt at gå til selv uden det store tekniske eller designmæssige kendskab.

Selve konceptet er i høj grad baseret på drag and drop-modellen, hvor man vælger de elementer, man ønsker, men har begrænset indflydelse på selve opsætningen. Det er en intuitiv måde at arbejde på, der i modsætning til mange af de mere avancerede CMS-systemer ikke kræver, at man veksler mellem backend og frontend.

De mange prædesignede skabeloner gør det nemt at lave en flot opsætning og sammen med mulighederne for at bruge flotte billeder fra Wix’s egen database, er det muligt at skabe en visuelt indbydende og overskuelig hjemmeside på relativt kort tid.

I skabelon-databasen er der tilmed en kategori ved navn Rejse og Turisme, hvor skabelonerne blandt andet henvender sig til hoteller, turarrangører og campingudbydere. Nogle af skabelonerne i denne kategori har både bookingsystemer og betalingsløsninger indbygget. Dertil kommer, at det med andre skabeloner også er muligt at designe webshops i Wix, hvilket gør det til et godt valg, hvis du arbejder med online salg af fysiske produkter.

Fordele og ulemper

Den helt store fordele ved Wix er, at det er nemt at gå til, intuitivt at bruge og svært at gå galt i byen med rent designmæssigt. At Wix baserer sig på skabeloner gør selvfølgelig, at flexibiliteten omkring opsætningen af hjemmesiden er begrænset, men for de fleste små virksomheder vil det være noget, man kan leve med, når blot man har det for øje i valget af skabelon. Til gengæld kan du ikke ændre det overordnede design, når først du har valgt en skabelon, med mindre du starter forfra.

Wix har den ulempe, at det ikke er muligt at eksportere dit indhold, hvis du på et tidspunkt får brug for at konvertere din hjemmeside til en ny platform. At værktøjet er gratis giver ydermere den begrænsning, at du ikke kan bruge dit eget domænenavn, og at din hjemmeside bliver forstyrret af Wix-reklamer. Begge dele kan undgås, hvis du vælger en betalt version, som stadig er en relativt billig løsning. Du kan læse mere om priser og de forskellige abonnementstyper på Wix’ hjemmeside 

Sådan kommer du i gang

Gå ind på wix.com og klik Kom i gang på forsiden.

Wix - Kom i gang 1

Photo:Wix

Herefter bliver du guidet igennem oprettelsen af dit login. Når du har fuldført denne del, får du mulighed for at besvare en række spørgsmål, som leder frem til, at Wix foreslår de mest egnede skabeloner til din situation.

Wix - Kom i gang 2

Photo:Wix

Hvis ikke du ønsker den guidede opsætning, kan du blot springe denne del over. Herefter skal du vælge, hvilken skabelon du vil bruge, og her skal du være sikker på, at du vælger den rette fra start, da du ellers skal starte forfra med opbygningen. Efter valg af skabelon kan du gå i gang med den egentlige opbygning af din hjemmeside.